50 kroner for 20 smøger

Tirsdag d. 9. jun. 2009 kl. 06:20 af liio / ritzau for TV 2 Nyhederne

Cigaretter

50 kroner for en pakke smøger. Først skød regeringen idéen fra Fore­byg­gelseskommissionen ned.

Men nu er regeringen klar til at arbejde i EU for, at priserne sættes op.

Det skriver metroXpress i dag.

"Prisen kunne sagtens være højere end 50 kroner. Jeg vil forsøge at få prisen så højt op som overhovedet muligt. Det er meget vigtigt for folkesundheden," siger sundhedsminis­ter Jakob Axel-Nielsen (K) til avisen.

Debatten skal sparkes i gang
I dag tager han til Luxembourg til et såkaldt rådsmøde for at overbevise sin kolleger i de andre europæiske lande om, at prisen på cigaretter skal op i hele EU. For det er kun, hvis de andre europæiske lande sætter deres tobakspriser op, at de danske cigaretter vil stige i pris.

Sundhedsminister Jakob Axel-Nielsen vil gøre det dyrere at købe cigaretter i hele EU

"Jeg tør ikke sætte årstal på, hvornår det bliver virkeligt. Det vigtigste er, at vi sparker debatten i gang i EU. Nu starter Danmark med at betræde vejen mod meget højere tobakspriser i Europa, og så håber jeg, at det kommer igennem så hurtigt som muligt," siger sundhedsministeren til metroXpress.

Jakob Axel-Nielsen ønsker ikke at sætte priserne på smøger op i Danmark, før det sker i de andre EU-lande. Han frygter, at danskerne blot vil købe deres cigaretter i Tyskland eller Polen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook