Over hele landet stemte danskerne massivt ja til ligestilling i kongehuset. Kun i København og Nordatlanten var stemmeprocenten så lav, at ja'et var i fare, skriver jp.dk.
I samtlige landets 92 kredse stemte et pænt flertal ja til at ændre tronfølgeloven. Selv Nørrebro, som havde landets laveste andel af ja-stemmer, nåede op på 63,8 procent ja'er. Men på forhånd frygtede tilhængerne af ændringen, at stemmeprocenten ville blive så lav, at ja-stemmerne ikke udgjorde de krævede 40 pct. af samtlige stemmeberettigede.
Det skete imidlertid kun i København samt i Grønland og Færøerne, viser jp.dk's analyse af tallene.
Værst i Grønland
I Københavns Storkreds stemte 69,1 procent af vælgerne ja, men da stemmeprocenten kun var 54,26, svarede det kun til 37,49 procent af alle dem, der havde lov at stemme. Dermed ville forslaget være faldet, hvis København var alene om at bestemme.
Allerværst ser det ud i Grønland og Færøerne. Her var ganske vist de største flertal for ja, men stemmeprocenten var helt nede på 21,82 i Grønland og 11,8 procent på Færøerne.




