Lego varsler Harry Potter-spil

Mandag d. 8. jun. 2009 kl. 07:41 af liio / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Harry Potter-fans

Fans af troldmandslærlingen Harry Potter kan snart bevæge sig rundt på troldmand­skolen Hogwarts i nye Lego-spil, der er under udvikling.

Mads Nipper, koncernchef i Lego, siger, at TT Games, i øjeblikket arbej­der på Potterspil, der ventes på mar­kedet næste år og kommer på en ræk­ke platforme som Wii, Nintendo DS og PSP.

"Vi har før lavet Harry Potter-klod­ser, og vi overvejer nu, om vi skal lancere nye legoklodser i forbindelse med lanceringen af spillene," siger han til Ritzau.

De nye spil kommer nogenlunde midtvejs imellem premiererne på de sidste to Potterfilm, "Harry Potter og Halvblodsprinsen", som har premiere i juli, og så "Harry Potter og Dødsregalierne", der kommer op i biograferne i efteråret 2010.

Indiana Jones-spil
Samtidig er TT Games i gang med at lave en ny spiludgave af Indiana Jones, der kom på markedet i fjor, da den fjerde film om arkæologen, spillet af Harrison Ford, havde premiere. Det var "Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige".

Det nye spil bliver ifølge Mads Nipper mere avanceret end førsteudgaven og ventes klar til julehandlen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook