Et barn blev dræbt, da danske soldater i Afghanistan i morges kom i kamp med Taleban. Det skete klokken 5 dansk tid, efter at de danske soldater blev angrebet af talebanerne, oplyser Hærens Operative Kommando.
De danske soldater er fra Charlie Kompagniet og var på patrulje nordøst for FOB (Forward Operating Base) Armadillo, hvor de blev angrebet af fjenden fra flere positioner i terrænet. De danske soldater besvarede ilden med håndvåben, morterer og artilleri, og kampen stod på i cirka 30 minutter.
Efter de danske soldater var vendt uskadte tilbage til Armadillo, kom en mand til lejren med et hårdt såret treårigt barn. Lægen og sanitetsfolkene i Armadillo behandlede barnet på stedet og gjorde klar til en evakuering til felthospitalet i Camp Bastion, men barnet døde, før helikopteren ankom.




