Halvdelen af irakerne i fare

Onsdag d. 20. maj 2009 kl. 11:30 af liio / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Brorsonskirke

Op mod halvdelen af de 282 afviste irakiske asylansøgere, der står til at blive sendt tilbage til Irak efter den nye hjemsendelsesaftale, er i fare i Irak.

Det vurderer Dansk Flygtningehjælp efter at have set på deres sager.

"Volden i Irak har været stigende gennem en periode, og det er naturligvis bekymrende, at mange af de afviste irakere skal sendes hjem til netop de områder, hvor det står værst til," siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

FN'S Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har i en ny sikkerhedsvurdering fra starten af maj fastslået, at sikkerheden i bestemte områder fortsat er meget dårlig. Derfor fraråder de hjemsendelser til dele af det centrale Irak, herunder Mosul, Kirkuk og Bagdad - områder som en del af de 282 afviste irakere skal sendes tilbage til.

Særligt truede
UNHCR beskriver også, hvordan enlige kvinder og religiøse og etniske minoriteter er særligt truede.

Dansk Flygtningehjælp har siden 2007 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage 211 sager. 120 sager blev aldrig genoptaget, men i foreløbig 36 af de sager, der blev genoptaget, blev den tidligere afvisning lavet om.

"Det har før været muligt at påvise et sikkerhedsbehov hos asylansøgere, der var afvist i første omgang. Vi mener, at der stadig er mennesker i gruppen af afviste irakere, der er særligt udsatte på grund af deres etniske, religiøse eller sociale situation," siger Andreas Kamm.

Støttegrupper for de afviste irakere, bl.a. Bedsteforældre for asyl og Asylret, vil i eftermiddag protestere mod hjemsendelserne foran Integrationsministeriet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook