Østaftalen skulle beskytte de danske lønmodtageres vilkår mod den billige østeuropæiske arbejdskraft.
1. maj udløb den, og det har fået det trængte landbrug til at true med at hente østeuropæiske arbejdere, som vil slagte svin til halv pris.
Det skal ske på slagterier uden for overenskomster, men fagbevægelsen er klar til at kæmpe for deres rettigheder, hvis trusler som denne bliver til virkelighed.
Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.
"For at vi i Danmark fortsat skal have en "flexicurity"-model, der virker, så kræver det, at alle bakker op om det, også arbejdsgiverne. Vi kan på ingen som helst måde acceptere brud på overenskomster, og at der bliver betalt mindre for arbejdet, end der gør i dag," siger næstformand i LO, Lizette Risgaard.
Beskyttelse mod billig arbejdskraft
Med østaftalens udløb gives der netop bedre muligheder for at udnytte den billige østeuropæiske arbejdskraft. I hvert fald i teorien.
"Nu er der ikke noget specielt, der beskytter mod den billige arbejdskraft; nu er de bare en almindelig del af arbejdsmarkedet. Men på store dele af det danske arbejdsmarked vil det ikke blive udnyttet," siger Jan Rose Skaksen, professor i økonomi ved Handelshøjskolen i København til Børsen.



