Danske soldater får halalmad

Fredag d. 15. maj 2009 kl. 07:25 af liio / Ritzau for TV 2 Nyhederne

De danske soldater i Afghanistan får nu mulighed for at spise muslimske feltrationer, som er halal. Samtidig kan de også smage på andre religiøse menuer lavet til blandt andet hinduer og sikher. Det skriver metroXpress.

Det engelske forsvar har netop udvidet sortimentet af feltrationer med 20 nye retter. Dem får danske soldater også, fordi de danske soldater får feltrationer fra blandt andet det engelske forsvar.

Soldaterne er glade for det udvidede menukort.

"Nogle af soldaterne lever af feltrationer til alle måltider hver dag. Man bliver rimelig hurtig træt af maden, så det er kun godt, at de får mere at vælge mellem," siger formanden for Hærens Konstabel- og Korporal Forening, Flemming Vinther, til metroXpress.

Kigger, vurderer, spiser
Han tror, at de danske soldater vil spise de religiøse retter i lige så høj grad som de andre retter:

"De danske soldater kigger på, om det ser indbydende ud og smager godt. Hvis det gør det, spiser de det. Det er meget simpelt," siger han til avisen.

Danske soldater med muslimsk baggrund er i dag henvist til rationer uden svinekød. Forsvaret hilser de nye retter velkomne.

"Når man er ude, så betyder maden meget. Maden er meget vigtig for, om soldaterne holder deres vægt og er i kampform. Derfor er vi glade for de nye retter," siger chef for logistikafdelingen, oberst-løjtnant Jess Rasmussen, til metroXpress.

Forsvaret har indtil videre ikke modtaget en eneste klage over, at man ikke kunne få for eksempel halal-mad i felten.

"Jeg har aldrig hørt om nogle, som har efterspurgt halalmad," siger Jess Rasmussen til metroXpress.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Sagen kort: MetroXpress skrev for et år siden om, at de danske soldater klagede over maden i Afghanistan.

De danske feltrationer med leverpostej og smør klarede sig dårligt i Afghanistans 30-40 grader varme ørken.

De engelske feltrationer, som de danske soldater også kan få, har til gengæld en stor overvægt af retter med bønner. Noget, som de danske soldater ikke var specielt begejstrede for.