WHO: Kommende dage afgør epidemi

Lørdag d. 2. maj 2009 kl. 18:14 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 2/5 2009; 19:59)

I løbet af de næste par dage vil det stå klart, om den nye influenzatype H1N1 er blevet spredt i Europa, siger en højtstående kilde i Verdenssundheds­organisationen WHO.

Mike Ryan, der er WHO-direktør for globalt alarmberedskab, siger, at reaktionerne på de sygdomstilfælde, der er blevet konstateret, har været meget effektive i de europæiske lande.

Men status kommer først i de næste par dage, lyder det. WHO har endnu ikke et klart indtryk af, hvor alvorlig krisen med influenzavirusset er i Mexico.

Ryan siger, at WHO ikke ser tegn på nogen større spredning af uden for Nordamerika. Det er dog stadig sandsynligt, at alarmniveauet for en pandemi vil blive øget fra fem til seks, der er det højeste på pandemiskalaen.

"For øjeblikket vil jeg stadig sige, at faren for en pandemi er overhængende, fordi vi ser sygdommen blive spredt. Vi må i denne situation vente, at der øges til fase seks, men vi må håbe på, at det ikke sker."

Print artikelSend til en ven Del på facebook