Influenza A - sådan gør du

Mandag d. 27. apr. 2009 kl. 14:54 af nabr, liio, jely, pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 2/12 2009; 11:26)

Influenza A har ramt Danmark og sygdommen nåede i begyndelsen af november et epidemisk niveau. Sygdommen spredes som en almindelig influenza ved blandt andet hoste og nys.

Få svar på de mest stillede spørgsmål om Influenza A her.

Du kan også følge de links, der ligger til højre og få besvaret flere spørgsmål om Influenza A.

Sygdom og symptomer:
Influenza A (H1N1) og traditionel influenza ligner på mange måder hinanden. Derfor minder symptomerne på Influenza A (H1N1) også meget om symptomerne på traditionel influenza. Det vil sige:

* Pludselig opstået feber

* Muskelsmerter

* Ondt i halsen og hoste.

* Diarré kan også forekomme.

Hvad skal du gøre, hvis du oplever symptomer?
Hvis du i øvrigt er rask, skal du ikke foretage dig andet eller mere, end du ellers ville gøre, når du får influenza - typisk blive hjemme.

Overlæge på Statens Serum Institut, Steffen Glisman fortæller om symptomerne på svineinfluenza, og hvad man skal gøre

Du skal kun kontakte lægen, hvis:

* Dine influenzasymptomer pludselig bliver værre.

* Du har en sygdom, der gør influenza til en mere alvorlig sygdom, end det ellers ville være. Det gælder personer med nedsat lungefunktion, astma, hjerte-karsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar.

* Du - siden du blev syg - har været i nær kontakt med personer, der har en sygdom, der gør influenza til en mere alvorlig sygdom, end det ellers ville være.

* Du er gravid eller har børn under 2 år.

WHO mener, at den nye virus er opstået, fordi ét svin har været smittet med både svineinfluenza, fugleinfluenza og den almindelige influenza, der rammer mennesker

Hvad er Influenza A?
Influenza A er en velkendt og undertiden dødelig respiratorisk sygdom blandt svin. Den blev første gang identificeret i 1930.

Sygdommen skyldes et A-influenza virus og rammer normalt kun svin. Men indimellem kan svin bære flere influenzavira på én gang, hvilket gør det muligt for dem at blande sig med hinanden. Som følge heraf kan en ny virusstamme opstå, der kan smitte mennesker.

Hvorfor bekymre sig om Influenza A?
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret, at virusudbruddet er en pandemi. Det betyder, at sygdommen er spredt på tværs af regioner og kontinenter.

I det sidste århundrede har nye influenzavira dræbt millioner af mennesker og kostet milliarder af dollars i. Bekymringen for en ny pandemi har i de seneste år fokuseret på fugleinfluenza. Sygdommen har dræbt cirka 250 mennesker siden 2003, primært i Sydøstasien.

Hvor kommer influenzaen fra?
Udbruddet startede i Mexico, hvor der indtil videre er mindst 103 bekræftede og formodede dødsfald som følge af sygdommen. Flere hundrede mennesker er indlagt.

I 10 andre lande har der været bekræftede eller formodede tilfælde blandt folk, der er vendt hjem efter ophold i Mexico. Ingen af dem har dog været dødelige.

Influenza

Hvordan overføres virusset?
Sygdommen spredes som en typisk influenza, det vil sige som virale partikler i hoste og nys. Virus kan også deponeres på overflader, som så berøres med hånden og føres videre til mund, næse eller øjne.

Mennesker, der er inficeret, kan smitte andre fra én dag før symptomerne viser sig og op til syv dage eller mere, efter at vedkommende blev syg.

Hvad er symptomerne?
Pludselig feber over 38 grader, hoste, hovedpine, ledsmerter, generel træthed og mangel på appetit. Nogle mennesker, der har været smittet med sygdommen, klager desuden over løbende næse, ondt i halsen, kvalme, opkastning og diarré.

I nogle sager har svineinfluenza forårsaget lungebetændelse og åndedrætsbesvær samt forværret kroniske medicinske tilstande.

Er der en Influenza A-vaccine?
Der findes en vaccine til mennesker.

I Danmark anbefales vaccinationen til folk i særlige risikogrupper, sundhedspersonale og personer af betydning for det nationale beredskab.

Hvad kan man selv gøre?
Vaske hænder ofte og jævnligt rengøre telefoner, dørhåndtag, borde og elevatorknapper.

Nys i dit ærme eller et lommetørklæde i stedet for i hånden.

Hvis man er syg skal man blive hjemme, frem for at udsætte andre mennesker for en evt. smitte.

Har der været tidligere udbrud?
Fra december 2005 til februar 2009 er der kun registreret 12 tilfælde af Influenza A i USA. I 1988 døde en gravid kvinde efter at have været i kontakt med syge svin.

I 1976 blev Influenza A opdaget på en amerikansk militærbase i Fort Dix, New Jersey. Én soldat døde, mens fire blev indlagt med lungebetændelse.

Tamiflu

Hvilke behandlinger findes der?
Det amerikanske sygdomskontrolcenter (CDC) anbefaler "Oseltamivir", der markedsføres som Tamiflu, og "Zanamivir", der markedsføres som Relenza, til behandling eller forebyggelse af sygdommen.

Medicinen forhindrer, at virusset reproduceres. I størstedelen af tidligere rapporterede tilfælde af Influenza A er patienten kommet sig uden lægehjælp og antiviral medicin.

Kan man få Influenza A (som tidligere blev kaldt Influenza A) af at spise svinekød?
Nej. Virusset er luftbåret og kan ikke overføres via maden.

Print artikelSend til en ven Del på facebook