Forslag: 18 år for at købe alkohol

Tirsdag d. 21. apr. 2009 kl. 06:41 af dabu for TV 2 Nyhederne

Snaps

Først på deres 18-års fødselsdag skal danske unge have lov til at købe alkohol herhjemme. Det er beskeden fra regeringens Forebyggelseskommission, erfarer Ritzau.

Ifølge kommissionen, der har analyseret effekten af at hæve aldersgrænsen fra 16 til 18 år for køb af alkohol, vil forbuddet sende et stærkt signal til de unge.

Sammen med en hævning af grænsen fra 16 til 18 år skal håndhævelse af aldersgrænsen ligeledes skærpes, så det bliver sværere at omgå reglerne.

Danske unge hurtigt ude
Regeringens Forebyggelseskommission præsenterer i dag en lang række anbefalinger, der skal få danskerne til at leve længere. Målet er, at middellevetiden skal hæves med tre år, danskerne skal have flere gode leveår, og uligheden omkring sundhed skal brydes. Kommissionen kommer med i alt 52 konkrete anbefalinger inden for otte centrale fokusområder, heriblandt alkohol.

Ifølge Ritzaus oplysninger har kommissionen som alternativ til en hævning af aldersgrænsen overvejet at målrette afgifter på bestemte typer alkohol. De alkoholtyper, der særligt markedsføres over for unge, skulle således koste mere. Men ifølge kommissionen vil det være mere effektivt at justere aldersgrænsen for alkoholkøb med to år.

Statistisk set begynder unge i Danmark at drikke tidligere end i Norge og Sverige. Samtidigt drikker danske unge væsentligt mere.

Print artikelSend til en ven Del på facebook