Flykaprer har overgivet sig

Mandag d. 20. apr. 2009 kl. 07:55 af dabu, stsi / ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 20/4 2009; 14:55)

jamaica

Den mand, der har kapret et fly i Montego Bay, Jamaica, har overgivet sig. Flykapreren, som er en yngre mand af jamaicansk nationalitet, har i dag holdt besætningsmedlemmer som gidsler om bord på et canadisk passagerfly.

Flyet mellemlandede sent i aftes lokal tid i Jamaicas internationale Sangster lufthavn, og det lykkedes manden at komme om bord ved hjælp af falske identitetskort. Han tog derefter flyets knap 180 passagerer som gidsler, men allerede tidligt i morges var de alle frigivet.

Også to besætningsmedlemmer slap ud i friheden, mens fem af deres kolleger blev holdt fanget om bord på flyet til det sidste.

Far var forhandler
Jamaicas informationsminister, Daryl Vaz, fortæller, at politiet i deres forhandlinger med den unge mand blandt andet er blevet bistået af hans far.

Den unge kaprer var bevæbnet med en pistol, og der blev affyret mindst et enkelt skud. Ingen er dog ifølge myndighederne kommet noget til.


Kaprer vil til Cuba
Ifølge Jamaicas informationsminister, Daryl Vaz, ville kapreren til Cuba.

"Hans krav er at rejse videre til Cuba, forklarer ministeren, der beskriver gidseltageren som en "mentalt udfordret ung mand".


Print artikelSend til en ven Del på facebook