Op mod 19 døde af tarmbakterie

Fredag d. 20. mar. 2009 kl. 18:11 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Sygehushygiejne

En farlig tarmbakterie har ramt seks sygehuse i Region Hovedstaden og seks i Region Sjælland. Mindst 100 patien­ter er smittet, og bakterien kan være medvirkende årsag til 19 dødsfald. Lægers og sygeplejerskers brug af håndsprit i stedet for vand og sæbe kan være en af forklaringerne på udbruddet, siger overlæge på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak. Det samme kan manglen på grundig rengøring:

"Håndsprit er en praktisk og nem måde at desinficere hænderne på, men des­værre virker håndsprit ikke over for de sporer, som bakterierne danner."

Rengøring kan være medvirkende årsag
I Region Hovedstaden erkender koncerndirektør Svend Hartling, at en nedprioritering af rengøringen på sygehusene kan være én af grundene til de mange tilfælde.

"Vi arbejder løbende med at forbedre rengøringen på vores sygehuse, men bakterien er genstridig. Den kan overleve i lang tid i hospitalsmiljøet," siger han.

I Region Sjælland afviser ledende overlæge Henrik Friis, at der kan være tale om dårlig håndhygiejne og rengøring på regionens sygehuse. Han mener, at udbruddet skyldes et stigende forbrug af bredspektret antibiotika blandt mennesker og i landbruget.

Frygter flere tilfælde
I Sjællandsregionen er bakterien Clostridium difficile, også kaldet - CD027, foreløbig dukket op på Køge, Roskilde, Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Korsør hospitaler. I de seneste måneder har man her konstateret 14 smittede i alt, og ifølge Henrik Friis vil antallet fortsætte med at stige.

Af de 14 tilfælde i Region Sjælland er syv døde. Det er uvist, om de er døde af bakterien, da de i forvejen var svækkede af alder og sygdom.

I hovedstadsregionen har man fundet bakterien på hospitalerne i Hillerød, Helsingør, Esbønderup, Hørsholm og Frederikssund, hvor der tilsammen er konstateret 50 tilfælde. På Gentofte Hospital er der hidtil registreret 25 smittede. Heraf er der fem dødsfald, men det er ikke afklaret, om de smittede havde bakterietypen CD027.

På Hillerød Hospital er der op imod syv CD027-inficerede patienter, som er afgået ved døden.

Sjællandske sygehuse er hårdt ramt af en livsfarlig dirre, der indtil nu har kostet 18 patienter døden.

Print artikelSend til en ven Del på facebook