12 døde efter hospitalsdiare

Torsdag d. 19. mar. 2009 kl. 14:53 af Jeppe Lykke Hansen for TV 2 Nyhederne (opd. d. 19/3 2009; 20:45)

Sygehushygiejne

En særlig farlig bakterie har fundet vej til seks sygehuse i Region Hoved­staden, hvor op mod 75 patienter er smittet med farlig diare. Bakterien har formodentlig været medvirkende årsag til 12 dødsfald, oplyser koncern­direktør i regionen, Svend Hartling. Han erkender, at nedprioritering af rengøring på sygehusene kan være én af grundene til de mange tilfælde:

"Vi arbejder løbende med at forbedre rengøringen på vores sygehuse, men bakterien er genstridig. Den kan over­leve i lang tid, og den bliver ikke uskadeliggjort af f.eks. håndsprit".

Hårdt ramte patienter døde
Han siger, at der nu venter en større udredning, da det er svært at sige, om meget syge patienter er døde af diareen eller deres sygdom. Der kan også være patienter, der har haft diareen og kommet sig, og så efterfølgende er døde af deres sygdom.

"Vi må ærligt sige, at der er patienter, der har fået så svær diare oven i en svækket tilstand, at det kan have medvirket til, at de døde tidligere."

Kommer fra udlandet
Sygdommen er ifølge Svend Hartling formentlig kommet til Danmark i slutningen af januar og er derefter blevet spredt med udveksling af patienter hospitalerne imellem. Derfor er der også udstedt skærpet overvågning for alle landets hospitaler af Statens Seruminstitut.

Bakterien, der hedder clostridium difficile 027, er resistent over for flere typer af antibiotika, og infektionen kan være særlig alvorlig for patienter, der er svækket af anden sygdom.

En tarmbakterie har givet 75 patienter på fire sygehuse i hovedstadsområdet livsfarlig diarré.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Clostridium difficile (CD) er sporedannende, hvilket betyder at den kan overleve i lang tid uden for mennesker i et slags hvilestadium.

CD spredes på hospitaler og plejehjem enten via omgivelserne, plejepersonalet eller direkte mellem patienterne.

CD 027 er en særlig stamme, der kan give anledning til større sygelighed end andre stammer.