På trods af at kronprins Frederik går rund med krykker, fordi han for nylig kom lettere til skade på en ferietur med familien, indleder kronprisparret på lørdag en uges besøg i USA.
Besøget i USA skal bruges til dels at gøre opmærksom på FN'S klimatopmøde, der holdes i København til december, dels til at vise, hvor langt fremme danske virksomheder er på klima- og energiområdet. Den officielle del af besøget indledes i Chicago med en klima- og energikonference, hvor kronprinsparret blandt andet skal opleve nogle af byens grønne initiativer.
For eksempel har myndighederne forsøgt at fremme bevoksning på de mange tage og skyskrabere og mange tusind kvadratmeter grønne tage er opstået i byen blandt andet på rådhusets tag.
Bedsteforældre besøgte Dana College
Kronprinsparret besøger også to danske virksomheder med fokus på klima. I Nebraska skal kronprinsen tage første spadestik til en ny fabrik for Novozymes, der producerer enzymer til bioethanol. Og i Colorado stikker han spaden i jorden til en ny vindmøllefabrik for danske Vestas.
I Nebraska besøger parret også Dana College, der er grundlagt af danskamerikanske præster i slutningen af 1800tallet.
Skolen har en helt særlig tilknytning til det danske kongehus. Således besøgte kronprinsens morfar og mormor - kong Frederik 9. og dronning Ingrid - Dana College tilbage i 1939, mens de var Danmarks kronprinspar. Også dronning Margrethe har besøgt Dana College. Det var i 1976.
I år fejrer Dana College sit 125årsjubilæum og har derfor inviteret kronprinsparret, ligesom der også afholdes en energikonference i forbindelse med det kongeligt visit.
Også tid til IOC
Kronprinsen, der er kandidat til den internationale olympiske komité (IOC), har også afsat tid til at deltage i en sportskonference i Denver. Han deltager for at gøre opmærksom på IOCs møde i København i efteråret.
Det bliver også tid til at pleje de danskamerikanske forbindelser på andre områder. Kronprinsparret skal blandt andet besøge et plejehjem for ældre med tilknytning til Danmark.
Slutter i New York
Besøget afsluttes i New York, hvor kronprinsparret deltager i en gallamiddag for American Scandinavian Foundation, og blandt andet skal overrække en kulturpris til balletmester Nikolaj Hübbe.
Hübbe var i mange år solodanser i New York City Ballet, men vendte sidste år hjem til Danmark for at lede Den Kongelige Ballet.




