Skattereform rammer andelshaverne

Onsdag d. 25. feb. 2009 kl. 23:37 af liio / ritzau for TV 2 Nyhederne

Andelslejligheder

Regeringen har tilsyneladende fuldstændigt overset, at 130.000 andelshavere kan komme i en alvorlig økonomisk klemme, hvis skattereformen vedtages i sin nuværende udformning.

Det vurderer Realkredit Danmark med henvisning til, at skattereformen i udstrakt grad tager hensyn til boligejerne.

Derfor virker det voldsomt, at den torpederer privatøkonomien for tusindvis af andelshavere.

Det skriver Jyllands-Posten.

Rammes dobbelt
Realkreditselskabets beregninger viser, at andelshavere rammes dobbelt på pengepungen, hvis reformen bliver vedtaget. Deres bolig falder kraftigt i værdi, og samtidig rammes de af en voldsom stigning i den månedlige boligudgift.

"Nogle steder vil andelsværdien falde 5 pct., andre steder 50 pct. Det rammer specielt hårdt i København, hvor hver tredje bolig er en andelsbolig," siger Elisabeth Toftmann Asmussen, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Traditionelle andelsforeninger
Hun tilføjer, at problemet opstår i traditionelle andelsforeninger, hvor der har været lejeboliger.

"Der skal betales skat af indtægten, når lejeboligerne løbende bliver omdannet til andelsboliger, og skatten kan være højere end indtægten. Beskatningen gælder for leje­lejligheder, der er solgt, men foreningen skal også allerede nu hensætte til fremtidige skatte­betalinger. Det sænker andelsværdien for foreningerne her og nu og betyder, at foreningen må til lommerne for at betale skatten til staten, forklarer Elisabeth Toftmann Asmussen.

Ifølge Andelsboligejernes Fællesrepræsentation (ABF) er der tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft, fordi gamle foreninger rammes.

Det vurderer direktør i ABF Jan Hansen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook