Det er begyndelsen på enden, bedyrede præsident Barack Obama, da han sent i går aftes underskrev en lov om en kæmpemæssig hjælpepakke, der skal bringe USA på den anden side af den værste økonomiske krise siden 1930'erne.
"Vi har indledt det afgørende arbejde med at holde den amerikanske drøm i live i vor tid," sagde Obama ved en ceremoni i Denver, Colorado.
Han mindede om, at den økonomiske genopretning til en værdi af 787 mia. dollar (ca. 4540 mia. kr.) er uden fortilfælde i amerikansk historie.
"Kræver disciplin og mod"
I en optimistisk tale forud for underskrivelsen talte Obama om alternative energiformer som en vigtig fremtidig faktor i den amerikanske økonomi.
"Det vil kræve disciplin og mod at gøre det, der skal til for at komme ud af krisen. Der vil komme tilbageslag, men vi vil fortsætte og overvinde problemerne, som tidligere amerikanske generationer har gjort," hed det i Obamas tale.
Aktier ramte lavpunkt
Børsen i Wall Street reagerede dog forbeholdent over for Obamas plan.
Kurserne for traditionelle industrivirksomheder faldt med 3,8 procent og var næsten nede på lavpunktet, som blev nået i november i fjor.
Planen indeholder store skattelettelser, der har som mål at øge amerikanernes forbrug. Desuden er der omfattende investeringer i landets infrastruktur og i sundheds- og undervisningssektorerne. Der er også afsat betydelige beløb, som skal forbedre miljøet og gøre amerikanerne mere energibevidste.
3,5 millioner arbejdspladser
Obamas regering forventer, at planen vil skabe mindst 3,5 millioner arbejdspladser. Planen fordeler sig med 36 procent på skattelettelser og 64 procent i investeringer.
Senatet i USA vedtog den store hjælpepakke i weekenden med stemmerne 60 for og 38 imod. Det skete kun få timer efter, at Repræsentanternes Hus ligeledes godkendte planen med stemmerne 246 for og 183 imod.
Trods indrømmelser fik Obama ikke den republikanske opposition i Kongressen til at stemme ja. Republikanerne frygter, at planen indebærer for meget statsstyring, og de er utilfredse med, at skattelettelserne efter deres opfattelse er for små.
Der skal mere til endnu
Arbejdsløsheden skød i januar i vejret til 7,6 procent - det højeste niveau i 16 år. Obama erkendte i Denver, at der skal mere til end netop denne plan for at vende den økonomiske nedtur.
"Jeg vil ikke foregive, at i dag markerer afslutningen på vores økonomiske problemer, og det udgør heller ikke alt, hvad vi er nødt til at gøre," sagde han.
Kort om redningsplanen:
Planen indeholder store skattelettelser, der har som mål at øge amerikanernes forbrug.
Desuden er der omfattende investeringer i landets infrastruktur og i sundheds- og undervisningssektorerne.
Der er også afsat betydelige beløb, som skal forbedre miljøet og gøre amerikanerne mere energibevidste.




