Først døde svogeren i terrorangreb i 2001, og nu mister kvinde sin søster i flystyrt i Buffalo
Endnu ved man ikke, hvorfor flyet styrtede ned, men efter 11. september 2001 frygter mange amerikanere, at der kan være tale om et nyt terrorangreb.
Uvisheden er hård for de efterladte, men for Sue Borque, er det særligt slemt. Hun mistede sin svoger under angrebet på World Trade Center i 2001, og nu er hendes søster, der var gift med ham, omkommet i flystyrtet i Buffalo.
"Vi ved, at hun var om bord på det fly," siger Sue Borque om sin søster Berverly Eckert til Buffalo News.
Nu er de blevet genforenet
Sue Borque stod i lufthavnen i Buffalo og ventede på, at søsterens fly fra Continental Airlines skulle lande, da det styrtede ned omkring 10 kilometer derfra.
"Nu er hun blevet genforenet med ham," siger hun.
Beverly Eckert var en af hovedkræfterne bag gruppen "Voices of Sept. 11", der arbejdede for at få gennemført en efterforskning af efterretningstjenestens fejl forud for terrorangrebene i 2001, og som ville sikre, at ofrene for terrorangrebet fik et passende mindesmærke.
Ifølge avisen Buffalo News er de efterladte efter flyulykken samlet i en lounge i lufthavnen. Her forsøger man at trøste dem, men ingen vil endnu bekræfte over for de efterladte, at deres kære er gået bort.
"Vi ved, de er døde. Hvorfor siger de det ikke bare til os eller lader os identificere dem," spurgte en sørgende mand, der ikke ønskede at oplyse sit navn.



