USA: Dash-8-fly styrtet ned i hus

Fredag d. 13. feb. 2009 kl. 06:18 af kris for TV 2 Nyhederne (opd. d. 13/2 2009; 12:09)

Et passagerfly med 48 mennesker om bord fra det amerikanske flyselskab Continental er styrtet ned i et hus i få kilometer fra lufthavnen i byen Buffalo i delstaten New York.

Flyet er et rutefly af den omstridte type Dash-8 Q400, der var på vej fra Newark, New Jersey, til Buffalo i staten New York.

Der var store mængder brændstof om bord, og derfor er der opstået store brande, som brandmyndighederne lige nu forsøger at slukke. 49 personer meldes omkommet i forbindelse med styrtet.

Ifølge amerikanske medier er alle beboere på nær én i det hus, som flyet er styrtet ned i, reddet ud i live. Samtidig er det meste af nabolaget blevet evakueret.

Flyet styrtede ned klokken 22.20 lokal tid. (04.20 dansk).

Vidner: Flyet styrtede stejlt
Vidner har fortalt, at alt brød i brand på få sekunder, da flyet ramte jorden.

Andre vidner fortæller, at flyet styrtede mod jorden i en meget stejl vinkel.

Det indikerer, at der måske er sket en eksplosion om bord, for selv hvis motorerne er sat ud, ville flyet være i stand til at svæve i flere kilometer, sådan som det var tilfældet i forrige uge, da et fly nødlandede på Hudson-floden.

Tidligere trafikchef i Københavns Lufthavne, Hans Christian Stiggaard, bekræfter over for TV 2 teorien om, at der er sandsynligvis er sket en ulykke om bord.

Tidl. trafikchef i Københavns Lufthavn Hans Christian Stiggaard fortæller om flystyrt.

Temperaturen i området var omkring frysepunktet og næsten vindstille. Der var en blanding af sne og slud i luften.

Print artikelSend til en ven Del på facebook