Et amerikansk fly af typen Airbus 320 styrtet ned i en flod i New York.
Et amerikansk fly af typen Airbus 320 fra US Airways med 150 passagerer og fem besætningsmedlemmer om bord er styrtet ned i Hudson-floden i New York. Alle om bord overlevede styrtet.
Kort efter flyet ramte vandet, kom de forskellige skibe og både, der lå i nærheden, flyet til undsætning.
Ifølge luftfartsmyndighederne styrtede flyet ned, tre minutter efter det var lettet. Det forlyder, at en flok gæs ramte flyet og satte to motorer ud af kraft, hvorefter flyet cirklede rundt og til sidst nødlandede på floden.
Meget koldt vand
Flyet var netop lettet fra lufthavnen La Guardia, da det styrtede ned i floden ud for 42. Street på Manhattan.
Men pga. strøm og bølger blev flyet ført syd på mod udmundingen til Atlanterhavet. Ifølge CNN flyttede flyet sig hvad der svarer til 40 gader på bare 45 minutter, men er nu blevet bugseret ind til land på Manhattans vestlige side.
Redningsmandskabet havde travlt med at få passagererne op af vandet, som var omkring 0 grader.
Fly styrtet ned i New York. Ifølge luftfartsmyndighederne styrtede flyet ned, tre minutter efter det var lettet.
En snes mennesker med gule redningsveste blev set på flyets vinger. De blev siden reddet i sikkerhed.
Passagerflyet skulle have fløjet til Charlotte i North Carolina.
Passagerberetning
Ifølge et CNN-interview med en af de redede passagerer blev flyet evakueret på omkring et minut. Her er, hvad passageren kunne berette om sin dramatiske oplevelse:
- Pludselig lød der et højt brag, og kort efter lugtede der af røg inde i flyet.
- Lige inden flyet ramte floden sagde piloten "Get ready for impact".
- I flyet var der både skrig og gråd, men kort inden styrtet bredte en larmende stilhed sig.
- Selve styrtet føltes som et biluheld.
Passagerne blev sejlet ind til Manhattan, hvor de blev pakket ind i tæpper for at få varmen.
Ifølge de foreløbige meldinger slap passagerer og besætning med brud og skrammer, ligesom flere blev kørt på hospitalet pga. deres nedkølede tilstand efter turen i det kolde vand.
Dagens mand i New York
New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, fremhævede på et pressemøde piloten, C. B. Sullenberger, for hans resolutte ageren under hele den dramatiske nødlanding.
Han landede flyet i floden, hvorefter han sikrede sig, at alle passagerer kom sikkert ud, før han som den sidste forlod flyvraget.
...kort inden styrtet bredte en larmende stilhed sig
Passagerberetning




