Hundredvis af sms'er om dagen kan få konsekvenser for landets unge. På kort sigt handler det om smertefuld overbelastning. Men flere års overforbrug kan medføre kronisk slidgigt, siger håndkirurg til Urban.
Ifølge tal fra Gallup sender 60 pct. unge mellem 13 og 24 år over 100 beskeder dagligt.
"I værste fald har vi en hel generation om 15 år med slidgigt i tommelfingrene," siger håndkirurg Torben Bæk Hansen, leder af Ortopædkirurgisk Klinik på Regionshospitalet i Holstebro.
"Stop det"
Han understreger, at der er tale om kvalificeret spekulation, for mobilteknologien er endnu for ung til, at man kan drage en endelig konklusion om langtidsvirkningerne. Men det står allerede nu fuldstændigt klart, hvad konsekvenserne på kort sigt er:
"Har man et overforbrug på over 100 sms'er om dagen, og respekterer man ikke kroppens faresignaler, kan man sagtens pådrage sig sene-overbelastning. Det er meget smertefuldt og kan være besværligt at slippe af med. Jeg har kun et råd til de mange, der skriver snesevis af sms'er om dagen: Stop det," siger Torben Bæk Hansen til Urban.




