Hvem er Hamas?

Mandag d. 5. jan. 2009 kl. 20:38 af Kristian Hedegaard for TV 2 Nyhederne

yassin gaza

Hamas er en militær og politisk organisation, der holder til i Gaza-striben, der ligger klemt inde mellem Israel og Egypten. Hamas anses af både Israel, EU og USA som en terror-organisation, mens den i sine tilhængeres øjne kæmper en legitim kamp mod en militær overlegen besættelsesmagt.

Da Hamas blev dannet i 1987 var det blandt andet med socialt arbejde som eksempelvis skolebyggeri for øje, men i Vesten er Hamas mest kendt for sine raket- og selvmordsangreb mod Israel. Således er Hamas' officielle mål at udslette staten Israel.

Ved valget i 2006 til Palæstinas lovgivende forsamling fik Hamas 56 procent af stemmerne, hvorimod det mere moderate Fatah fik 34 procent af stemmerne, og kunne dermed indtage regeringsmagten. Det anerkender Israel dog ikke, og lige så vel som Hamas ønsker Israel udslettet, ville Israel ønske, at Hamas holdt op med at eksistere.

Dannet under første Intifada
Hamas blev dannet under den første palæstinensiske opstand, Intifadaen, i 1987. Israel har lige siden forsøgt at minimere Hamas' størrelse og indflydelse. I begyndelsen af 1996 gennemførte Hamas flere selvmordsbomber på busser, hvor næsten 60 israelere blev dræbt. Det skete som hævn for likvideringen af Hamas-manden Yahya Ayyash få måneder forinden.

Det var disse bombeangreb, der fik den israelske befolkning til at vende sig mod fredsprocessen, hvilket kom til udtryk i valget af den højreorienterede Benjamin Netanyahu til premierminister i Israel. Han er kendt som modstander af Oslo-fredsaftalen fra 1993.

Sørgende palæstinensisk soldat

Arafats død gav næring
Da Yassir Arafat døde i 2004, overtog den moderate Mahmoud Abbas regeringsmagten over det palæstinensiske selvstyre. Abbas var modstander af de selvmordsangreb i Israel, som der var blevet flere af siden den anden intifada i 2000-2001.

Men ved valget i 2006 vandt Hamas magten tilbage, men det ændrede ikke på det internationale samfunds anskuelse af Hamas, og der blev indført vestlige og israelske sanktioner mod styret.

Flere gange sat tilbage
Igennem årene har Hamas mistet mange af sine medlemmer og ledere i israelske angreb. I februar 2004 dræbte Israel den blinde og næsten symbolske Hamas-leder, Sheikh Yassin, i et missilangreb.

Den efterfølgende leder i Gaza, Abdul Aziz al-Rantissi, blev likvideret kun seks uger senere.

Siden maj 2007 har der været relativt roligt i Gaza. Det skyldes ikke mindst, at Hamas vandt et krigslignende slag mod Fatahs sikkerhedsstyrker, og siden juni 2008 har officielt været våbenhvile mellem Hamas og Israel. Indtil kort før jul altså, da Hamas officielt erklærede, at våbenhvilen var forbi.

Kilder: BBC, Wikipedia

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Hamas er en forkortelse for Harakat al­Muqawamah al­Islamiyya, som betyder den muslimske modstandsbevægelse.