USA: Muslimsk familie smidt af fly

Fredag d. 2. jan. 2009 kl. 14:18 af nabr for TV 2 Nyhederne

En muslimsk familie på vej på ferie i Florida er blevet smidt af et passager­fly fra AirTran Airways i Washington.

Det skriver CNN.

Det skete efter, at passagerer om bord på flyet overhørte otte familiemedlem­mer diskutere, hvilket sæde, der var det sikreste i flyet.

FBI-agenter tjekkede efterfølgende familiemedlem­merne og afviste, at der skulle være noget galt - men flyselskabet nægtede alligevel at give familien sæder på et andet fly.

"FBI-agenterne rensede os og talte endda med flyselskabet på vores vegne og bad dem om at give os sæder på et senere fly, så vi kunne komme på ferie, men de nægtede alligevel," siger et af familiemedlemmerne, der er amerikansk statsborger og advokat.

"Vi snakkede ikke om bomber"
Atif Irfan føler sig misforstået af de andre passagerer.

"Mens vi gik ned gennem flyet for at finde vores siddepladser, snakkede vi om, hvilket sæde, der var det mest sikre. Vi diskuterede, om det var mest sikkert at sidde ved vingen, ved motoren, bagerst eller forrest. Men det var det - vi snakkede ikke om noget, der kunne give anledning til mistanke," siger Atif, der rejste sammen med sin bror, deres koner og tre børn.

Han understreger, at der ikke indgik ord som bombe, terror eller eksplosion i familiens samtaleemne.

Familien overvejer nu at kræve erstatning af flyselskabet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook