Måske det største skælv målt i DK

Tirsdag d. 16. dec. 2008 kl. 07:54 af krja / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Jordskælv i Danmark

Med rystelser, der blev målt til 4,8 på richterskalaen i epicentret i det sydlige Sverige, var jordskælvet her til morgen formentlig det største, der har ramt Danmark, siden forskerne be­gyndte at måle den slags i 1930'erne. Det siger seismolog på GEUS, De Natio­nale Geologiske Undersøgelser for Dan­mark og Grønland, Peter Voss.

"Det sidste store, vi havde i vores lokalområde, var i 1985, og det var på 4,7 på richterskalaen. Det var med epicenter nord for Gilleleje, og det her ser ud til at være lidt større," siger Peter Voss.

Frygt ikke efterskælv
"Det ser altså ud til, at det er det største, vi har kunne måle i Danmark med vores nuværende målestationer. Og dem har vi haft siden 1930. Det er så stort, at det kunne have lavet revner i nogle huse," siger han og tilføjer, at mange jyder formentlig også har mærket til rystelserne.

Til gengæld behøver man ikke frygte efterskælv, mener Peter Voss:

"Hvis der kommer nogen, vil de formentlig være så små, at kun kan måle dem, men ikke mærke dem."

I morges oplevede store dele af Danmark kraftige rystelser. Endnu vides det ikke, om det var et jordskælv.

Print artikelSend til en ven Del på facebook