Italiensk politi oplyser, at det har anholdt 70 sygeplejersker og medhjælpere, som angiveligt er blevet ansat i hospitalssektoren ved at bruge falske uddannelsespapirer.
Politiet i Napoli siger, at nogle af de mistænkte har været ansat siden 1975. De købte deres falske diplomer af en kriminel gruppe for op til 15.000 euro - godt 110.000 kr. De arbejdede i Italiens sydlige Calabrien-region. Politiets efterforskning af sagen blev indledt, efter at en læge havde udtrykt bekymring over en række uduelige sygeplejersker.




