IT Factorys bedragerisigtede direktør Stein Bagger er blot få dage fra igen at sætte fødderne på dansk jord. Og det bliver de amerikanske myndigheder, som eskorterer ham til Danmark.
"Hvis det går som planlagt er Stein Bagger i Danmark inden for 48 timer ledsaget af de amerikanske myndigheder," siger Jens Madsen, chef for Bagmandspolitiet, til Ritzau. Bagger udleveres for at have overtrådt de amerikanske indrejsebestemmelser. Det betyder, at amerikanerne er parate til at udlevere ham uden en egentlig udleveringsbegæring.
"Sådan som jeg forstår det, er det almindelig procedure, at de selv eskorterer, når der er tale om almindelig udsendelse," siger Jens Madsen.
Skal i grundlovsforhør i Danmark
Chefen for Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet, som Bagmandspolitiet officielt hedder, glæder sig over, at Stein Bagger så hurtigt kan komme til Danmark.
"Hvis Stein Bagger ellers er villig til at tale, når han kommer hjem, betyder det, at vi langt hurtigere får en forklaring. Men det ved vi ikke, hvordan han stiller sig til," siger Jens Madsen.
Ifølge Jens Madsen har Stein Bagger ikke fået beskikket en advokat i USA. Det er man nemlig ikke berettiget til, når man har overtrådt immigrationsbestemmelserne.
Når Stein Bagger inden for få dage lander i Danmark, skal han endnu en gang fremstilles i et grundlovsforhør inden for 24 timer, fortæller Jens Madsen. Ifølge statsadvokaten vidste politiet udmærket, at Bagger var flygtet til USA, efter han for mere end en uge siden forsvandt på en rejse til Dubai.
Lånte bil af svensker
Nu er flugten forbi for Stein Bagger, der fløj direkte til New York og herfra kørte videre i en lånt bil til Los Angeles, Californien. Ifølge Berlingske Tidende henvendte den bedragerisigtede eksdirektør forrige lørdag sig hos sin svenske partner Mikael Ljungman i New York, fordi han gerne ville låne en bil.
På det tidspunkt havde direktøren for IT Factory været på flugt i få timer, og svenskeren - der siden har været i kontakt med Stein Bagger flere gange - siger i dag, at han ikke kendte til flugten, da han lånte Stein Bagger sin Audi.
"Han var pænt klædt, men så bekymret ud. Jeg tænkte, det måtte være fordi, han havde fløjet til New York fra Dubai dagen før. Bagger sagde, at han skulle besøge IT Factorys kontor i Connecticut, og at han skulle bo på Mandarin Hotel i New York, fortæller Mikael Ljungman til Berlingske Tidende.
Efterforsker svensk forbindelse
Ljungman og Bagger talte sammen flere gange i løbet af ugen, og svenskeren siger, at han opfordrede Bagger til at tage hånd om sagen og gå til politiet.
Det gjorde Stein Bagger så sent lørdag aften danske tid til politiet i Los Angeles med ordene:
"Mit navn er Stein Bagger. Jeg er efterlyst og ønsker nu at melde mig selv.
Statsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet vil ikke kommentere på, hvad de efterforsker i forhold til den svenske forbindelse.
"Men vi har selvfølgelig kig på dem," siger han.




