Tre studerende finder ny planet

Torsdag d. 4. dec. 2008 kl. 19:07 af kris / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Ny planet Ogle

Tre studerende ved Leiden Universitet i Holland har opdaget en ny planet uden for vort solsystem. Det usædvan­lige fund, som uventet dukkede op midt under deres forskningsprojekt, er om­kring fem gange så stort som Jupiter.

Det er første gang, man opdager en planet i kredsløb omkring en hurtigtroterende varm stjerne, oplyser den europæiske astronomiske organisation.

De studerende var i færd med at afprøve en metode til at undersøge lysets svingninger i 15.700 stjerner.

Ny planet Ogle

Og barnet skal hedde Ogle2-TR-L9b
Oplysningerne i Ogle er indsamlet i perioden 1997-2000. Da registrerede de, at lysstyrken for en af stjernerne aftog med omkring én procent gennem to timer, hver gang der var gået to og en halv dag. Opfølgende observationer fra ESO's Very Large Telescope i Chile bekræftede, at fænomenet forårsages af en planet, der med regelmæssige intervaller passerer ind foran stjernen og derved blokerer for en lille smule af dens lys.

Ifølge Ignas Snellen, der er vejleder for de studerende, kom opdagelsen som en total overraskelse.

"Projektet skulle rent faktisk lære de studerende, hvordan man udvikler søgealgoritmer. Men de klarede det så godt, at der blev tid til at teste deres algoritme på en hidtil uudforsket database. På et tidspunkt kom de ind på mit kontor og viste mig denne kurve over lyset, og jeg blev fuldstændig forbløffet, fortæller Ignas Snellen.

Planeten har fået prosaiske navn Ogle2-TR-L9b. Dens afstand fra moderstjernen er kun tre procent af distancen mellem vor egen sol og Jorden. Spektroskopiske analyser viser, at stjernen er meget varm - næsten 7000 grader, eller 1200 grader varmere end Solen, og det er den varmeste stjerne med en planet i omløb, der hidtil er opdaget.

Print artikelSend til en ven Del på facebook