Bhumibol: Kongen for det hele

Onsdag d. 26. nov. 2008 kl. 09:28 af Ritzaus Bureau, kris for TV 2 Nyhederne (opd. d. 26/11 2008; 23:27)

Kong Bhumibol Adulyadej

Thailands konge regnes for noget nær guddommelig af sine undersåtter. Han er hævet over politik, men der er også en virkelig verden.

Gul er farven for mandag i den thailandske tradition, og Thailands snart 81-årige kong Bhumibol Adulyadej blev født en mandag. Som et billede på den næsten guddommelige hengivenhed, som millioner af thaier føler for kongen, trækker det thailandske samfund i gult på mandage. Gule flag, gule kjoler, gule T-shirts.

Kongen holder landet sammen i en tid, hvor en dyb politisk krise raser. En krise, der for to år siden førte til militærkup, og som er en del af dagligdagen. Premierministerens kontor er besat af demonstranter, og i de seneste dage har demonstranterne udvidet deres protester i hovedstaden Bangkok, hvilket blandt andet er gået ud over den internationale lufthavn.

I det spektakel er kongen et fast holdepunkt. Han er formelt hævet over politik.

Kongens bror blev myrdet i 1946
Thailand fik i 1932 konstitutionelt monarki med adskillelse af regeringsmagt og trone, men historien har vist, at det er en balance, der ikke altid er let at holde.

Bhumibol skulle ikke have været konge. Hans bror Ananda blev konge i 1935, men i 1946 blev Ananda fundet på sit soveværelse, død af skudsår. De nærmere omstændigheder er ikke opklaret.

Så blev Bhumibol konge, og det har han været siden. Han er den længst regerende monark i verden, og de fleste thaier har ikke kendt til andet end en tilværelse med Bhumibol.

Ejer Von And-agtig formue
I august udråbte magasinet Forbes ham til verdens rigeste monark med en formue på 175 milliarder kroner, herunder store ejendomsbesiddelser.

Han har regeret i en tid med store omvæltninger. Thailand er langt mere velstående end for 60 år siden, selv om der fortsat er fattigdom mange steder. I denne periode har han vundet folkets respekt. Han har studeret landbrug, hjulpet med overrisling og i det hele taget deltaget i udviklingen. Da han var yngre, rejste han landet tyndt og gav ofte det indtryk, at han var over alt.

Det billede har kongepaladsets informationsmaskine været med til at opretholde igennem årene, og det er også en væsentlig grund til, at Thailand er i gult om mandagen.

Ingen kritiske historier i avisen
Loven om majestætsfornærmelser betyder også, at kongen ikke vågner op til kritiske historier, sådan som hans nuværende gæster fra Danmark, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, ikke er ukendt med. Faktisk er Thailand i øjeblikket ved at slå ned på ytringsfriheden, så det bliver endnu sværere at være kongekritisk.

Kommunikationsministeriet i Bangkok siger, at det overvejer at indkøbe teknologi for at blokere for hjemmesider, der på internettet krænker kongen.

17 kup under Bhumibols regeringstid
Officielt holder kongen sig ude af den verserende politiske krise, men der er forskellige tegn på, at han måske ikke er helt og aldeles på sidelinjen.

I hans periode som konge har Thailand oplevet ikke færre end 17 kup, det seneste i 2006. Kupmagerne har altid været forsigtige med ikke at gøre noget, som kongen ikke synes om. Får kupmagerne kongen imod sig, har de også folket imod sig og omvendt.

Det har skabt spekulationer om, at kongen og hans magtfulde rådgivningsråd kan have været inde over, når militæret har grebet ind - eller i det mindste givet en stiltiende accept.

I de seneste måneder har der atter været kuprygter. Og der er tegn på, at kongefamilien bakker op bag de kredse, der opfordrer til et kup mod den demokratisk valgte regering.

Dronning mødte op til demonstrants bisættelse
Organisationen Pad, en gruppe af royalistiske forretningsfolk og akademikere, har siden maj demonstreret imod regeringen. I oktober blev to Pad-demonstranter dræbt under kampe med politiet i Bangkok, og dronning Sirikit, kongens hustru, dukkede op til den ene demonstrants begravelse.

Hun skal også have doneret penge til hospitalsudgifter til sårede demonstranter, hvilket Pad, der opfordrer til et militærkup, har tolket som kongehusets - eller i hvert fald dronningens - støtte til fortsatte protester.


Militæret har dog flere gange afvist, at det har kupplaner, og lokale iagttagere venter - eller håber - at kongens 81-års fødselsdag den 5. december kan være med til at dæmpe den spændte situation, så den ikke når kogepunktet. Men derefter risikerer det at blive værre, lyder vurderingen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Hvad sker der, når kongen dør?

I øvrigt står thaierne inden for en overskuelig fremtid over for et nyt problem. Kongen er oppe i årene og skranter, men i Thailand tales der ikke offentligt om tiden efter ham. Hans søn Vajiralongkorn er kronprins og skal have tronen. Imidlertid nyder han langt fra samme respekt som sin far.