Mand med to samurai-sværd skudt ned foran Scientology-bygning i Hollywood.
En sikkerhedsvagt ved den religiøse bevægelse Scientologys kontor i Hollywood i USA, har skudt og dræbt en mand, fordi han kom for tæt på vagten med to samuraisværd.
Manden ankom i en rød sportsvogn til et P-anlæg i tilknytning til 'Scientology Celebrity Centre'.
Han nærmede sig tre vagter på P-pladsen med et samuraisværd i hver hånd, og da han var tæt nok på vagterne til at angribe dem, blev han skudt og dræbt, oplyser vicepolitichef i Los Angeles, Terry S. Hara til AP.
Vagterne afhøres nu for at klarlægge om nedskydningen var i overensstemmelse med reglerne.
Ifølge Terry S. Hara er der dog rigtig gode beviser på, at vagterne skød i selvforsvar - blandt andet viser overvågningsbilleder manden nærme sig vagterne med de to dragne sværd.
Scientology-centeret, der i sin tid blev bygget som et luksushotel for filmstjerner, bliver i dag brugt af bevægelsens kendte medlemmer.




