Den amerikanske regering har givet licens til at virksomheden Hyperion kan producere atomreaktorer i mikrostørrelse, som kan sælges til private virksomheder med stort energiforbrug.
Reaktoren er ikke større end et par meter på hver led. Den er forseglet i beton og skal graves ned i jorden.
Dernede genererer den 25 megawatt elektricitet, som skulle kunne holde omkring 20.000 husstande kørende i ca. fem år, før reaktoren skal tankes op igen. Det skriver LabConfidential.
Garanterer sikkerhed
Det svarer til, at en by som Haderslev eller Skive kan forsynes med elektricitet i et halvt årti af et atomdrevet "batteri" på størrelse med et haveskur.
Hyperion garanterer, at deres reaktorer er ganske sikre. Konstruktionen er et 50 år gammelt og efterprøvet design og reaktoren indeholder ingen bevægelige dele, hvorfor nedsmeltning er umulig.
Reaktoren vil være alt for varm til at stikke af sted med, og selv hvis det lykkes, vil det kræve enorme ressourcer at berige uranen, så det kan bruges i våben.
Koster kassen
Minireaktoren koster 25 mio. dollars eller omkring 145 mio. kr.
Den første reaktor skruer op for dampen inden for de næste fem år, og det er målet at nå en produktionskapacitet på 4000 reaktorer mellem 2013 og 2023.




