Olieprisen på verdensmarkedet vil stige til 200 dollar pr. tønde, og den globale temperatur vil stige med seks grader, hvis de nuværende tendenser fortsætter.
Det er budskabet, når OECD's Internationale Energiagentur (IEA) i London på onsdag offentliggør sin årlige World Energy Outlook.
Der er derfor brug for intet mindre end en energirevolution, lyder den indtrængende appel fra energiagenturet til verdens beslutningstagere. Det skriver Informantion.
"Situationen er åbenlyst uholdbar"
IEA fastslår i rapportens resumé, at den aktuelle tendens i den globale energiproduktion og det globale forbrug er "åbenlyst uholdbart - miljømæssigt, økonomisk og socialt".
"Det er ikke nogen overdrivelse at hævde, at fremtiden for menneskelig velfærd afhænger af, hvor succesfuldt vi formår at tackle de to centrale energi-udfordringer, der møder os i dag: At sikre en pålidelig og betalelig energiforsyning og at gennemføre en hurtig omstilling til et CO2-fattigt, effektivt og miljømæssigt sundt energiforsyningssystem," står der i rapporten.
"Tiden er ved at løbe ud"
IEA fastslår, at en fortsættelse af den nuværende politik vil øge det globale olieforbrug fra i dag 85 mio. tønder dagligt til 106 mio. tønder i 2030, med næsten hele stigningen i Kina, Indien og Mellemøsten.
"Tiden er ved at løbe ud. Tiden for handling er nu," lyder den konkluderende appel fra OECD's energiagentur.




