Barack Obama viste sig som overordent­lig dygtig til at føre valgkamp. Selv republikanske kommentatorer i USA er benovede over den relativt nyslåede senators evne til at begejstre.

Nu skal han snart til at være øverst­kommanderende for supermagten. Her er viften af krav større og presset for at præstere mere massivt. Iagttagere imødeser med spænding, hvordan han vil forene opfyldelsen af ambitiøse poli­tiske mål om forandring, som er umis­kendeligt partipolitisk demokratiske, med et favnende temperament og løftet om samarbejde på tværs af partiskel.

To mulige veje
Hvis det lykkes, vil han have løst cirklens kvadratur, lyder en kommentar.

Hovedspørgsmålet er således:

Vil Obama som præsident tære på den politiske kapital, som den klare valgsejr gav ham, og modigt gå efter at gennemføre vidtrækkende reformer på væsentlige områder? Tilbagetrækning fra Irak, etablering af en landsomfattende sygesikring, iværksættelse af en månelandings-lignende satsning på alternativ energi?

Hvis han går den vej, risikerer han hurtigt at igangsætte slagsmål mellem partierne, som han antydede at være hævet over. Republikanerne vil med sikkerhed lange ud efter ham, hvis han drejer skarpt til venstre, selv om de er såret af tilbagegangen i Kongressen.

Eller vil han sætte forstående mægling og bredt samarbejde højest?

Hvis han vælger den retning, giver det en fare for, at han kører fast med sin politiske dagsorden. Millioner af mennesker vil langsomt miste modet og håbet, som han besang i valgkampen, og Demokraternes styrkede blok i Kongressen vil føle sig svigtet af deres partifælle med hensyn til forandringen, som han varslede i forhold til præsident George W. Bush.

Sorthvidt og så gråt
"Der er en tendens til at føre valgkamp i sort-hvid. Der er en tendens til at regere i gråt," konstaterer Richard Haass, leder af tænketanken Rådet for Udenrigsrelationer, over for dagbladet New York Times. Han har været medarbejder hos fire præsidenter, senest den yngre Bush.

Avisen Boston Globe beretter, at Obama og hans rådgivere i den første tid vil fokusere på små politiske sejre, som kongresmedlemmer fra begge partier kan tilslutte sig. Det gælder for eksempel bedre sygesikring og forebyggende sundhed for børn og føderal bistand til forskning i menneskelige stamceller.

De store reformer vil han formentlig tage fat på lidt senere og måske stykvis.

Opfordrer til tålmodighed
I sin tale til menneskehavet af tilhængere i Chicago efter valgsejren i nat opfordrede Obama til tålmodighed.

"Vi når måske ikke frem i løbet af et år eller endog én præsidentperiode. Der kommer tilbageslag og tyvstarter. Der vil være mange, som ikke er enig i hver eneste beslutning eller politisk initiativ, som jeg tager," sagde Obama.

Om den 47-årige Obamas ledelsesstil i øvrigt viste valgkampen, at han var rolig og virkede selvsikker, selv når det ramlede om ørerne på ham. For eksempel finanskrisen. Det er et fortrin, når han sidder i Det Hvide Hus.

Passivitet ikke sagen
Samtidig var han metodisk og veg sjældent hurtigt fra en kurs, som han havde afstukket. Det vil amerikanerne måske opleve som et problem.

"Det tyder på en stil, som er yderst tilbagelænet. Trods al den snak om Bush og hans cowboydiplomati er et passivt Amerika heller ikke rigtig, hvad de gerne vil have," siger John Bolton, Bushs tidligere FN-ambassadør, til New York Times.

Uanset hvad er der bred enighed om, at Obama også som præsident vil være kendetegnet ved en forsonlig tone i sin sprogbrug. Hans åbenhed over for andres meninger betegnes som et plus for USA og for USA's omdømme i resten af verden.