Den amerikanske ambassadør, James P. Cain, er republikaner og regner ikke med at skulle fortsætte sit arbejde i Danmark. Han er personlig ven med den vragede kandidat John McCain og ked af det på hans vegne.
På den anden side kan han som diplomat se nogle muligheder i Barack Obama, som han finder spændende. Det oplyser han til TV 2 NEWS.
"Jeg rejser formodentlig. Det er tid til forandring. I vores system vil den nye præsident indsætte sin egen ambassadør," siger han.
Udfordringer forude
Ambassadøren mener, at den kommende præsident står over for nogle store udfordringer.
"Hans internationale popularitet vil forhåbentlig kunne hjælpe ham. Han kan muligvis omfavne Europa og verden på en måde, som ingen anden præsident har gjort, og det finder jeg som diplomat utroligt spændende," siger James P. Cain.
Pengene afgjorde valget
Han mener, at to faktorer afgjorde valget.
"For det første lykkedes det Obama at nå ud til hele verden med et budskab om håb og muligheder, og det gik virkeligt ind hos de unge, og for det andet havde han tre gange så mange penge som John McCain," siger han.
At pengene ifølge ham spillede en rolle, er ambassadøren ked af.
"Desværre blev reglen om, at den med flest penge vinder, også bekræftet denne gang. Og det er ikke en god ting," siger han. Til gengæld har han høje forhåbninger til den nye præsidents muligheder:
"Det er god dag for Amerika. Jeg håber, at hans udenrigspolitik vil omfavne hele verden på et multikulturelt grundlag og gøre det muligt for os at få løst nogle af de udfordringer, som vi ikke har kunnet løse de seneste par år. Det drejer sig om at få skabt fred i Mellemøsten, behovet for en global løsning på klimaproblemerne, international sikkerhed, behovet for at stå fast over for russernes aggressioner samt dialogen med vores venner om, hvordan vi håndterer terrorisme. Og måske kan det med Obamas internationale popularitet lykkedes for ham."




