Du har garanteret taget dig selv i at fantasere om, hvordan filmstjerner, venner eller måske din nabo ser ud uden tøj.
Det har de også på Brown University, og det er gået så vidt, at de har udviklet et program, der kan beregne, hvordan man ser ud inden under tøjet.
Programmet virker ved at analysere billeder af en fuldklædt person taget fra forskellige vinkler og i forskellige poseringer. Hvert billede giver en indikation af personens sande kropsbygning, og tilsammen kan programmet modellere en 3D-model af, hvordan man ser ud uden en trævl på kroppen.
Ikke lavet til lumre løjer
Helt sandfærdigt bliver det nok ikke, da programmet formentligt ikke kan tage højde for wonderbras, korsetter eller et par sokker stoppet ned i bukserne.
Angiveligt er anvendelsesmulighederne dog ikke oprindeligt af den lumre slags. Det kan fx bruges til internet tøjhandel, hvor ens 3D-figur kan prøve tøjet inden køb. Eller til underholdning, hvor man i computerspil kan spille med en tro kopi af sig selv.
Men mon ikke en lummer husar eller to kunne finde på andre anvendelsesmuligheder.




