En familie i den australske storby Sydney har netop fået et fødevarelaboratories ord for, at den isdessert, de fik serveret i brasseriet på det fine hotel 'Coogee Bay Hotel' indeholdt afføring.
Familien Wythe fik serveret isen gratis den 5. oktober, efter de havde klaget over, at de ikke kunne høre lyden på en rugbykamp på hotellets tv, fordi musikken i baren var for høj.
Ifølge familiefaderen Steve Wythe var glasset med is dækket af brun krymmel der lignede chokolade.
Moderen, Jessica Wythe, gav sig til at spise af desserten, men fandt hurtigt ud af, at det brune stads på toppen ikke var chokolade.
"I det øjeblik jeg puttede skeen mod mine læber, gik stanken gennem mine næsebor. Jeg fik opkastningsfornemmelser og spyttede ud i servietten," siger hun til avisen The Sunday Telegraph.
Laboratorietests fra delstatsmyndighederne i New South Wales bekræfter, at der er tale om afføring, og nu forsøger laboranterne at finde ud af om der er tale om fækalier fra mennesker eller dyr.
Alle ansatte på hotellet har indvilliget i at lade sig DNA-teste for at redde hotellets navn, men ingen af dem har indrømmet at putte afføring på isen.
Optagelser fra hotellets overvågningskameraer undersøges nu for at finde frem til synderen.
I det øjeblik jeg puttede skeen mod mine læber, gik stanken gennem mine næsebor. Jeg fik opkastningsfornemmelser og spyttede ud i servietten
Jessica Wythe, hotelgæst




