De nordsjællandske sygehuse vil af med dyre honorarudgifter til vikarbureauer, skriver Helsingør Dagblad.
Alene de nordsjællandske sygehuse brugte i 2007 43,8 millioner kroner på vikarer, og derfor er Nordsjællands Hospital, som omfatter sygehusene i Hillerød, Helsingør og Frederikssund, gået i gang med at etablere en egen intern vikarformidling.
"Det er jo ærgerlige penge at give ud til vikarbureauerne," siger sygehusdirektør Torben Ø. Pedersen til Helsingør Dagblad.
"...at vi betaler en sygeplejerske én løn, at hun siger op for at tilmelde sig et vikarbureau for at få mere i løn for at udføre det samme arbejde, og at bureauet så lægger et honorar oven i, som vi også skal betale. I realiteten får vi intet for honoraret. Derfor laver vi nu vores interne formidling," siger Torben Ø. Pedersen til Helsingør Dagblad.
Startes op næste sommer
Foreløbig har Nordsjællands Hospitaler nedsat en arbejdsgruppe.
"Region Hovedstadens strategi er at få stoppet anvendelse af vikarer hentet hos bureauerne næste sommer. Derfor har vi sat starten på det nordsjællandske "Intern Vikarservice" til senest den 1. juli 2009, oplyser vicesygehusdirektør på Helsingør Hospital, Bente Drachmann, til Helsingør Dagblad.




