For halvandet år siden tillod EU Danmark at beholde sine skrappe regler mod transfedtsyrer i mad. Nu vil Europaparlamentet have EU til at arbejde for at forbyde de skadelige stoffer i mad i hele Europa. Dermed er der udsigt til, at tusinder af europæere undgår at dø af blodpropper i hjertet.
Danmark har siden 2003 som det første land i verden haft en grænse på maksimalt to procent transfedtsyrer i varer som kiks, kager, popcorn og pomfritter. Erfaringen er, at fødevareindustrien let kan fjerne dem, uden at forbrugerne mærker forskel.
Støtter fedtforbud
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) roser Europaparlamentet for at bakke Danmark op ved at stemme for et europæisk forbud mod transfedt.
"Den sundhedsrisiko, der er knyttet til transfedt, kan ikke isoleres til enkelte EU-lande og bør være et fælles anliggende. Derfor er det en god nyhed, at Europaparlamentet nu bakker op om et europæisk forbud mod transfedt," siger Eva Kjer Hansen.
Transfedtsyrer øger mængden af kolesterol i blodet og giver risiko for åreforkalkning i hjertet, hjerteflimmer og type 2 diabetes. Alene i Danmark skønnes de skrappe regler, der blev indført efter en videnskabelig vurdering fra Ernæringsrådet, at redde livet for 400-500 mennesker, der ellers ville dø af en blodprop.
Kommissionen henlagde sag
Også udenlandske undersøgelser har afdækket risikoen, og blandt andre FN's sundhedsorganisation WHO opfordrer til at begrænse indtaget af transfedtsyrer mest muligt. Alligevel indledte EU-Kommissionen i 2005 en traktatkrænkelsessag mod Danmark, fordi den mente, at der var tale om en ulovlig handelshindring. I 2001 valgte kommissionen imidlertid at henlægge sagen.
Danmark fik undervejs støtte fra den europæiske forbrugerorganisation, BEUC, som har opfordret kommissionen til at indføre tilsvarende regler i hele EU. En række lande både inden for og uden for EU har vist interesse for de danske regler. Senest har den amerikanske stat Californien indført et forbud mod transfedt.





