Golfstrømmen ikke svækket af klima

Onsdag d. 24. sep. 2008 kl. 19:17 af olst / Ritzau for TV 2 Nyhederne

Ishav

Der er indtil videre ikke tegn på, at Golfstrømmen er blevet svækket som følge af menneskeskabt global opvarmning.

Det skriver forskere fra Danmark, Færøerne, Tyskland og Norge i en artikel, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

En række observationer de senere år har ellers antydet, at havstrømmenes transport af varmt vand fra troperne til det nordlige Atlanterhav er blevet forstyrret som konsekvens af klimaændringerne.

Denne dybhavspumpe - kaldet den termohaline cirkulation - som fører varmt vand til Skandinavien og afkølet vand retur til sydligere breddegrader, er af afgørende betydning for de fordelagtige livsbetingelser i et tempereret klima, vi kender i dag.

Golfstrømmen flyder som i de sidste 50 år
Men oceanets dybe, kolde strømme flyder som i det seneste halve århundrede, konstaterer forskerholdet, der har haft oceanograf Steffen M. Olsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) som hovedforfatter.

"Vi har kombineret modelresultater med observationer fra havene og vist, at den del af Golfstrømmen, der har betydning for vores klima, har været upåvirket de seneste 50-60 år. Den globale opvarmning, vi har set indtil videre, har i hvert fald ikke påvirket det system af dybe strømme, der strømmer ud mellem Grønland og Skotland. Derfor tror vi heller ikke, at opvarmningen har påvirket de varme strømme, der bevæger sig mod nord," siger Steffen Olsen til Ritzau.

De øvrige forskere bag studiet er Bogi Hansen fra Færøernes Fiskerilaboratorium, Svein Østerhus fra Bjerknes Centret i Bergen og Detlef Quadfasel fra Hamburgs Universitet.

Skrækscenariet - et fald på seks grader
Skrækscenariet for den nordatlantiske varmepumpe har ifølge nogle forskere været, at drivhuseffekten på kort tid skulle kaste de nordiske lande ind i et klima svarende til det nordlige Canadas med et temperaturfald på seks grader eller mere til følge, hvis Golfstrømmen forsvinder.

Udstrømningen mod syd af det dybtliggende kolde vand mellem Grønland og Skotland er den ene af de to hovedkilder til at opretholde den unikke varmepumpe i havet.

Den anden hovedkilde findes i det fire kilometer dybe Labradorhav sydvest for Grønland, og her er der sket en svækket nedsynkning af vand, påpeger forskerne.

"Ændringerne i Labradorhavet forventes at fortsætte med stigende global opvarmning. Men at ændringerne alene sker her, er umiddelbart godt nyt for klimaet langs de nordeuropæiske kyster og livet i de marine områder," siger Steffen Olsen.

Opfordrer dog til forsigtighed
Han opfordrer dog til forsigtighed. For ganske vist er risikoen for et kollaps af den termohaline cirkulation med uoverskuelige konsekvenser blevet mere usandsynlig i nær fremtid, end man kunne frygte.

"Alligevel kan vi ikke udelukke, at vi allerede i de kommende år kommer til at se tegn på klimatisk betingede ændringer. Det er farligt på baggrund af studier af fortiden at sige noget om fremtiden, men det giver os en vis tiltro til, at systemet er mere stabilt, end vi hidtil har troet, og det er positivt nyt," siger den danske oceanograf.

Print artikelSend til en ven Del på facebook