Norge kaster megabeløb i regnskov

Torsdag d. 18. sep. 2008 kl. 14:42 af Kristian Hedegaard for TV 2 Nyhederne

Amazon regnskov

Vores olierige naboer i Norge har besluttet sig for at give ikke mindre end én milliard amerikanske dollars til en ny fond, der skal være med til at beskytte regnskoven i Amazonas i Brasilien.

Med dollarens nuværende værdi, svarer det til 5,15 milliarder danske kroner.

Det norske bidrag er det første til en fond, som Brasilien har oprettet. Landet håber at stable en fond på omkring 100 milliarder kroner på benene, som er øremærket til at beskytte den unikke Amazonas.

Brasilien er et sort CO2-får
Brasilien er en af verdens største syndere, når det kommer til udledning af drivhusgasser. Tre fjerdedele af landets CO2-udslip stammer fra afbrænding af træ i Amazonas-junglen.

Den norske statsminister, Jens Stoltenberg siger til BBC:

"Indsatsen mod afskovning kan give os den største, hurtigste og billigste reduktion i udledningen af drivhusgasser. Den brasilianske indsats mod skovrydning er derfor af vital betydning, hvis vores indsats mod global opvarmning skal være en succes," siger han.

"Hvis alle gjorde som Norge..."
Brasiliens præsident Lula er mere end glad for de norske milliarder.

"Den dag, hvor alle i-lande har den samme holdning som Norge, vil vi helt sikkert begynde at have tillid til, at den globale opvarmning kan blive mindre," siger Lula.

Japan, Sverige, Tyskland, Sydkorea og Schweiz overvejer at donere til fonden, som blev lanceret sidste måned.

Print artikelSend til en ven Del på facebook