Facebook kan koste dig jobbet

Mandag d. 15. sep. 2008 kl. 07:23 af dabu for TV 2 Nyhederne (opd. d. 15/9 2008; 07:57)

Facebook

Vilde historier om festorgier og fotos fra våde byture. Hvis du søger job, er det en god idé at fjerne den slags fra din Facebook-profil. Arbejdsgivere fra­vælger i stigende grad ansøgere på bag­grund af internetprofiler, viser en ny undersøgelse. Det skriver metroXpress.

Jobportalen Careerbuilder.com har spurgt 3.100 arbejdsgivere, hvoraf knap hver fjerde svarer, at de bruger internettet til at researche på deres ansøgere. Af dem har 34 procent valgt at droppe en potentiel medarbejder på baggrund af de informationer, de finder på Facebook eller MySpace.

Det, der især koster jobbet, er oplys­ninger om, at den jobsøgende drikker eller tager stoffer, billeder, som er provokerende og upassende, eller slet og ret, hvis den kommende medarbejder formulerer sig dårligt på sin profil.

Også i Danmark bliver sociale netværk som Facebook og MySpace i høj grad brugt som rekrutterings-værktøjer, fortæller Nikolaj Henum, kommunikationschef i landets største rekrutteringsvirksomhed, Adecco.

"Man bruger det som et supplerende redskab - på linje med straffeattester og referencer fra tidligere arbejdsgivere - hvis der er udsagn, man gerne vil have dokumenteret," siger han til metroXpress, men understreger, at indholdet på en profil skal have relevans for stillingen for at udelukke en kandidat fra jobbet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook