Fem sigtede unge mænd i 20-års alderen og med tilknytning til den nazistisk orienterede organisation White Pride i Århus får formentlig en voldsdom i morgen formiddag i Århus.
Politianklager Sine Vinter fra Østjyllands Politi siger til Ritzau, at de fem personer har erkendt et overfald på en person fra det autonome miljø i Århus. Overfaldet skete på Århus Banegård den 28. juli.
Det var oprindelig planen, at de fem skulle have deres varetægtsfængsling forlænget i morgen.
Men nu køres deres sager som såkaldte tilståelsessager uden egentlig domsforhandling med vidneafhøring m.v. Video-optagelser fra banegårdshallen afslører, at den yngre mand bliver slået og sparket af de fem.
Første i rækken er allerede dømt
Retssagen kommer, efter at en 22-årig med en ledende rolle i White Pride i går blev idømt et års fængsel for vold mod en dørmand, to fodboldvagter, en person fra det venstreorienterede miljø og en politimand.





