Han har tryllebundet millioner med sin geniale musik, men rygter om pædofili og bizar livsførelse har forarget lige så mange. Fænomenet Michael Jackson blev 50 år.
Der er stjerner, og så er der megastjerner. Michael Jackson hørte så afgjort til i den sidste kategori.
750 millioner solgte albums og singler gjorde ham til en af de bedst sælgende mandlige artister nogensinde. To gange optaget i Rock and Roll Hall of Fame, utallige rekorder i Guinness Rekordbog, hvor Thriller fra 1982 fortsat er verdens mest solgte album. Inspirator for utallige stjerner og på bundlinjen en indtjening på den anden side af 500 millioner dollar. Listen er lang og imponerende og gjorde uden tvivl Jackson fortjent til sit alias "The King of Pop".
Sådan lyder solstrålehistorien om den lille dreng med den store stemme, der voksede op i et arbejderkvarter i en forstad til Chicago blandt ni søskende.
Det er realiseringen af den amerikanske drøm, hvor enhver, der arbejder hårdt og tror på sit talent, kan blive til noget stort.
Rygter og mystik
Men solstrålehistorien har en skyggeside. For sideløbende med at succesen voksede, begyndte Jackson sin transformation fra afroamerikaner til hvid mand gennem plasticoperationer og hudbehandlinger, der hurtigt satte gang i rygter og myter. Blandt andet var der tale om, at han sov i et specielt ilt-telt på ranchen Neverland, der hjalp med at holde huden frisk efter de mange operationer. Selv hævdede Jackson, at han led af hudsygdommen vitiligo, der fik hans hud til at blegne. Læger har siden bekræftet, at megastjernen faktisk led af sygdommen.
Rygterne og mystikken om Jackson tog for alvor en negativ drejning, da anklager om pædofili begyndte at florere i 1993 og førte til politiefterforskning og siden hen en civil retssag, hvor Jackson indgik et forlig, der sikrede den familie, der mente deres søn var blevet misbrugt 22 millioner dollar.
Politiets efterforskning førte imidlertid aldrig til anklager mod popkongen, der blev afhængig af stoffer som følge af sagen.
Comeback og ny nedtur
Jackson kom oven på igen og gjorde comeback med albummet History og siden Invinsible, før nye anklager om misbrug af børn førte til kongens fald i 2003. Det kom blandt andet frem, at børn overnattede i samme seng som Jackson på Neverland. Superstjernen indrømmede, men nægtede at der var tale om seksuelle forhold.
I 2005 blev Michael Jackson officielt frikendt for alle anklager, men hans omdømme var ødelagt ligesom Jackson selv. Han var igen afhængig af stoffer og gemte sig for offentligheden i ørkenstaten Bahrain.
Nedtur på alle måder
De senere år kan således bedst beskrives som en lang deroute både menneskeligt, musikalsk og økonomisk.
Rygter om at han var tæt på at gå fallit til trods for sin enorme indtjening har svirret i flere omgange. Ranchen Neverland var lige ved at ryge på tvangsauktion tidligere på året, men blev reddet i sidste øjeblik. Samtidig viste de billeder der fra tid til anden slap ud i offentligheden af den meget pressesky Jackson et ligblegt og uhyggelig tyndt ansigt.
I 2007 gik der rygter om, at Michael Jackson ville komme med et nyt album. Det skete ikke, men popkongen slog fast, at musikken er en fast del af hans liv.
"Jeg vil altid lave musik og fortsætte med at inspirere de nye generationer. Mit ønske er at lave musik for at skabe liv," sagde Jackson til magasinet Ebony i november 2007.
"Jeg føler mig meget klog og vis"
Planen var at han skulle vende tilbage med en række afskedskoncerter i London. Det nåede han aldrig.
De mange millioner fans kan dog trøste sig med de mange hits han allerede har leveret gennem mere end fire årtier på toppen af poppens trone.
I sine sidste år boede han i Los Angeles, hvor han efter eget udsagn slappede af og nød livet.
"Jeg føler mig meget klog og vis, men samtidig meget ung," sagde Jackson således i anledning af 50-årsdagen sidste år.
Nu er "The King of Pop" død, han blev 50 år.
Michael Jackson efterlader to sønner, Michael Joseph Jackson, Jr. og Prince "Blanket" Michael Jackson II, samt datteren Paris Michael Katherine Jackson.
Discografi:
1972: Got to Be There
1972: Ben
1973: Music & Me
1975: Forever, Michael
1979: Off the Wall
1982: Thriller
1987: Bad
1991: Dangerous
1995: HIStory: Past, Present and Future, Book I
1997: Blood on the Dance Floor. HIStory in the Mix
2001: Invincible
2005: The Essential Michael Jackson
2008: Thriller 25
I 1994 forbløffede Michael Jackson alt og alle, da han giftede sig med Lisa Marie Presley, datter af Elvis Presley. Ægteskabet varede i mindre end to år.
I 1997 giftede Jackson sig med den 37-årige sygeplejerske Debbie Rowe, som han mødte, da han gennemgik plastiske operationer. Sammen fik de en søn og en datter, før de blev skilt i 1999.
I 2002 blev Jackson igen far til en søn. Moren er ukendt, men Jackson har fortalt, at drengen kom til verden ved hjælp af kunstig befrugtning.





