Herover kan du se de første billeder fra ulykkesstedet kort efter flyet havarerede.
Næsten to timer før Spanair-flyet forulykkede i lufthavnen i Madrid, sendte en passager, Ruben Santana Mateo, en sms-besked til sin hustru Maria, rapporterer den spanske avis El Mundo.
"Skat, der er et problem med flyet," stod der i beskeden. Maria ringede til sin mand og overtalte ham til at forlade flyet, men selv om han rejste sig og forsøgte at komme af, ville kabinepersonalet ikke lade ham komme af.
Ruben Santana Mateo måtte vende tilbage til sit sæde, hvor han kort efter omkom sammen med 152 andre.
Parrets søn, der også hedder Ruben, siger:
"Min mor ringede til ham og sagde, at han skulle se at komme af, men min far sagde, at han ikke måtte."
Utæt ventil skulle ordnes
Beskyldningerne mod kabinepersonalet kommer netop det SAS-ejede selskab Spanair forsvarer beslutningen om at lade flyet, JK5022, forsøge take off nummer to, efter den første start blev afbrudt.
Ved første startforsøg kom der luft ind i cockpittet gennem en defekt ventil, og det var angiveligt dette, som tvang piloten til at vende om.
Ifølge Spanair blev fejlen rettet ved at slukke for ventilen, og selskabet mener ikke, at hændelsen kan have noget at gøre med den brand i flyets venstre motor, der ledte til ulykken.
Mor gav sit liv for datteren
SMS-beskeden til de pårørende inden ulykken, er blot en af mange beretninger fra vidner og pårørende.
For eksempel fortæller brandmanden Francisco Martinez, der deltog i redningsarbejdet, ifølge avisen The Daily Telegraph, at en mor satte sit eget liv til for at redde sin datter.
Det drejer sig om Amalia Filloy, der sad med sin 11-årige datter Maria, da brandfolkene nåede ind til dem i det brændende vrag.
Amalia Filloy sagde ifølge brandmanden:
"Tag min datter - red min datter."
"Jeg blev dybt påvirket, da jeg fandt ud af at hun var død og havde givet sit liv for sin datter," siger Francisco Martinez.
En brandmand redede alle børnene
Maria Filloy er et af de fire børn der overlevede ulykken - alle blev reddet ud af Francisco Martinez.
"Jeg tog et af børnene med ind i bilen, og han troede det var en film. Han spurgte: 'Hvornår slutter filmen', og 'hvor er min far?'" siger Francisco Martinez.
Da flyet ramte jorden kort efter starten, blev en del af de 19 overlevede slynget op i luften, hvorefter de havnede i en bæk. Dette reddede dem fra at blive brændt levende i flyets skrog.
Kunne selv gå i sikkerhed
En af de overlevende, Beatriz Reyes Ojeda, slap endog så heldigt fra ulykken, at hun selv kunne gå i sikkerhed.
"Jeg husker, at der var noget galt med flyet. Så husker jeg, at jeg så op, og at der ikke længere var noget tag," beretter hun.
Begge piloter på flyet omkom ved ulykken. Redningsmandskabet kunne konstatere, at deres arme var brækkede, hvilket tyder på, at de forsøgte at rette flyet op helt ind til sidste øjeblik i deres liv.
Det er endnu uklart præcis hvorfor flyet forulykkede. Begge flyets sorte bokse er fundet, og den ene er i så god stand, at den formentlig kaster lys over årsagen til ulykken.





