Du kan få råd til den store BMW, du altid har drømt om. Til gengæld kan den blive meget dyr at køre i, hvis du vil ind til byen i myldretiden. Sådan lyder et nyt forslag fra Socialdemokratiet, der helt vil fjerne registreringsafgiften på biler, men til gengæld skal der lægges afgift på de kørte kilometer med roadpricing, skriver Berlingske Tidende.
Forslaget kommer som reaktion på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i et interview med New York Times sagde, at benzinprisen skal sættes "yderligere i vejret."
Gammeldags og uigennemtænkt
Men den tankegang synes Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, er gammeldags.
"Jeg synes ikke, løsningen er bare at knalde til bilejerne, som Fogh vil; det virker gammeldags og ugennemtænkt. I stedet bør vi indføre et ordentligt og reelt roadprincingsystem, og så kan man i stedet sætte afgiften på biler ned. I yderste konsekvens kan man helt fjerne registreringsafgiften. Det vil være vores mål," siger Nick Hækkerup, som også er næstformand for Socialdemokraterne.





