Fogh forbløffet over mild voldsdom

Lørdag d. 9. aug. 2008 kl. 18:53 af nabr for TV 2 Nyhederne

Henrik Bjerremand

Statsministeren Anders Fogh Rasmussen spærrede øjnene op, da han hørte om den opsigtvækkende milde dom på fire års fængsel, som et nævningeting i Aalborg i går afsagde over den 16-åri­ge dreng, der brutalt dræbte 48-årig familiefar. Det skriver Ritzau.

"Ud fra en almindelig lægmandsbetragt­ning, når man lige ser det, kan man godt blive forbløffet over, at en så alvorlig forbrydelse kan ende med en så mild straf," siger Anders Fogh Rasmussen, som dog ikke på nuværende tidspunkt ville tage stilling til rimeligheden i "rabat" til unge.

"Jeg har da også spærret øjnene op. Men jeg vil godt have lejlighed til at studere omstændighederne og dommen nærmere, før jeg tager stilling til, om det nødvendiggør et politisk initiativ," siger statsministeren.

Filmede offer med mobiltelefonen
Den 16-årige Rasmus Popenda blev dømt for at have maltrakteret den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen til døde, men retten undlod at taksere dødsvolden som manddrab, selv om den unge gerningsmand efterfølgende filmede sit forslåede offer med mobiltelefonen, og sendte billederne videre til kammeraterne.

Dommen har rejst en livlig debat om det rimelige i, at unge mennesker generelt får milde domme på grund af deres alder, også når der er tale om meget grove forbrydelser.

Print artikelSend til en ven Del på facebook