Frygter spredning af politisk vold

Torsdag d. 7. aug. 2008 kl. 23:46 af jely for TV 2 Nyhederne

Den seneste tids voldelige sammenstød mellem unge nazister og autonome i Århus kan risikere at sprede sig til hele landet. Det mener Enhedslistens Per Clausen, der har bedt justitsminister Lene Espersen (K) om en redegørelse, skriver Urban.

"Der er ganske stor risiko for, at den udvikling, vi har set i Århus, spreder sig til andre byer, hvis man ikke slår hårdt og hurtigt ned. Ekstremister i andre egne af landet må ikke få den fornemmelse, at politisk vold kan betale sig," siger Per Clausen.

Han henviser til, at der også i Aalborg har været sammenstød mellem de to grupper ved caféen 1000fryd.

I Århus smadrede fire unge autonome i tirsdags en bil, der netop havde sat en højreradikal af ved retsbygningen. Her står en 19-årig autonom tiltalt for at bruge peberspray mod en person fra White Pride, byens racistiske AGF-fanfraktion.

Samtidigt er tre personer også med tilknytning til White Pride varetægtsfængslet for et groft overfald i juli på en ung autonom på banegården.

Print artikelSend til en ven Del på facebook