For få år siden var DAMP et ukendt fænomen i Danmark. Nu boomer diagnosen i behandlingssystemet, skriver NORDJYSKE og Fyens Stiftstidende.
På bare fem år er der sket en eksplosiv vækst i antallet af børn og unge, som bliver medicineret for ADHD, også kendt som DAMP.
I 2003 blev knap 2400 i alderen 5-19 år medicineret med DAMP-præparatet Methylphenidat (typisk kendt som Ritalin) på landsplan, men ifølge tal fra Lægemiddelstyrelsen er det i dag tredoblet til over 7000.
Afviser overmedicinering
Sundhedsstyrelsen advarede sidste år imod en overdiagnosticering og overmedicinering af DAMP, som det har været kendt i andre lande eksempelvis USA, men det er slet ikke tilfældet, mener formand for Børne-og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner.
"Cirka 12 procent af de henviste børn får stillet diagnosen, og det passer med forskning andre steder. Stigningen er udtryk for, at vi har udviklet os og er blevet bedre til at anerkende diagnosen, og at medicinen hjælper dem. Når forældrene opdager det, vil de gerne hjælpes," siger Hanne Børner.
I stedet for ukritisk at hælde medicin på de her børn og unge, bør man også tænke i andre løsninger, for eksempel samtaler og terapiformer, som gør børnene bedre i stand til at styre deres psyke
Talsmand for SIND Nethe Zajaczkowska
Hun mener, at den nuværende viden om, hvor meget medicinen hjælper børnene, har afløst den bekymring, man tidligere havde i systemet over at medicinere små børn.
Bekymring i SIND
Alligevel er Landsforeningen SIND betænkelig over den voldsomme stigning i medicinering af DAMP-børn.
"Vi har hørt det her før, at man er blevet bedre til at få øje på en ting, men alligevel tror jeg, vi skal passe på med ikke at forfalde til det svar. I stedet for ukritisk at hælde medicin på de her børn og unge, bør man også tænke i andre løsninger, for eksempel samtaler og terapiformer, som gør børnene bedre i stand til at styre deres psyke. Der tror jeg sagtens, vi kan lære meget af udlandet, eksempelvis USA, som tænker meget i alternativer til medicin," siger talsmand Nethe Zajaczkowska.
Sundhedsstyrelsen tilråder, at medicineringen altid går hånd i hånd med pædagogiske tiltag. Der er ingen eksakt viden om langtidseffekten af medicinen.




