Prins Henrik skal opereres

Torsdag d. 17. jul. 2008 kl. 14:31 af mafr for TV 2 Nyhederne (opd. d. 17/7 2008; 14:37)

Prins Christian og Prins Henrik i Zoo

Prins Henrik skal være forsigtig med at tumle med børnebørnene i sommerferien.

Problemer med skulderen betyder nemlig, at den 74-årige prinsgemal i morgen skal indlægges på Århus Sygehus for at gennemgå en mindre operation i skulderen. Operationen skal rette op på problemer med nogle sener i skulderen, oplyser kammerherre Mogens Christensen.

"Prinsgemalen har i nogle måneder været generet af smerter i skulderen," siger kammerherren.

"Prinsgemalen er en aktiv tennisspiller, men har måttet opgive at spille tennis det sidste stykke tid. Om skaden er en følge af tennisspillet, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er der tale om nogle sener, som er kommet i klemme, og som man kan udrede ved et relativt simpelt indgreb," siger Mogens Christensen.

I måneds ro
Opholdet på sygehuset ventes at vare cirka et døgn, og derefter skal prins Henrik holde sig i ro i en måned.

"Det passer meget godt med, at kongeparret i øjeblikket opholder sig på Gråsten Slot og derefter tager til Caix, hvor han kan forholde sig i ro hele august måned," siger Mogens Christensen.

Efter råd fra lægen har prins Henrik i dag meldt afbud til åbningen af det ottende verdenskorsymposium på Holmen i København lørdag aften.

Operationen betyder også, at prins Henrik i slutningen af juli må nøjes med at se danmarksmesterskabet i Dragesejlads fra rælingen af Kongeskibet Dannebrog frem for selv at deltage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook