Postnummeret bestemmer, hvilken diagnose et psykisk sygt barn får stillet, og dermed også hvilken behandling det bliver tilbudt, skriver NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende.
Der er nemlig store forskelle på, hvilke diagnoser der bliver stillet rundt på landets børne-og ungdomspsykiatriske afdelinger, og dermed er der også stor risiko for, at barnet slet ikke bliver tilbudt den rigtige behandling. Det viser en stor undersøgelse, som Rambøll Management og Center for Kvalitetsudvikling har lavet for Sundhedsministeret.
Her opfordres landets børnepsykiatere opfordres til hurtigst muligt at få de unaturlige forskelle ryddet af vejen.
Ikke tilfredsstillende
Eksempelvis viser det sig, at 11 procent af de henviste børn i Nordjylland fik diagnosen 'spiseforstyrrelser' i 2006, mens det kun var 1 procent af børnene i Herning.
Og at kun 2 procent af de henviste børn i Næstved fik diagnosen ADHD (DAMP), mens det i Sønderjylland var 29 procent. Formanden for Børne-og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, er enig i, at det langt fra er tilfredsstillende.
"Det viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," siger Hanne Børner.
Selskabet er derfor gået i gang med at holde møder på de forskellige afdelinger for at få en ensartet holdning til børns psykiske lidelser.





