Mange forældre, der akut henvender sig med deres psykisk syge barn, har i flere år måttet acceptere, at barnet indlægges på psykiatrisk afsnit for voksne, fordi der er alvorlig mangel på sengepladser, læger og ekspertise i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ifølge tal fra Danske Regioner skete det i 13 procent af tilfældene sidste år, svarende til 370 børn og unge. Det skriver Nordjyske og Fyens Stiftstidende.
Ledende overlæge på Børnepsykiatrisk Hus i Odense, Jan Jørgensen, kalder det "skræmmende".
"De voksne patienter, der er indlagt her, er virkelig syge. Det er det syn, der møder børnene, og det er både uhensigtsmæssigt og forkert. På voksenafdelingen bliver børnene meget hurtigt medicineret, mens man bruger helt andre behandlingsmetoder på børneafdelingen," forklarer Jan Jørgensen, der påpeger, at det er imod FN's børnekonvention.
Kører hellere med overbelægning
Af samme årsag vælger man på Odense Universitetshospital det mindste af to onder og kører i stedet med overbelægning på børneafdelingen.
Børne- og ungdomspsykiater Hanne Børner, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab kender også til problemet. Hun slår fast, at det er uacceptabelt.
"Det er meget kritisk i mine øjne og bør slet ikke finde sted, og det viser, at der er stort behov for at oprette akutte afsnit til disse børn og unge," siger hun.
Penge til regionerne
Preben Rudiengaard (V), formand for Folketingets Sundhedsudvalg, understreger, at regeringen allerede har påpeget sin utilfredshed over for regionerne:
"Børn hører under ingen omstændigheder hjemme blandt voksne psykisk syge. Det er blandt andet derfor, vi har givet regionerne midler til at opruste i børnepsykiatrien," siger han.
Allerede i 2001 anbefalede Sundhedsstyrelsen amterne at tilstræbe, at psykisk syge børn og unge blev "hjemtaget" til børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Alligevel er det stadig kun en tredjedel, der havner der. Resten spredes ud på voksenpsykiatriske afdelinger, børneafdelinger og medicinske afdelinger.
"Det er utilfredsstillende, det er der overhovedet ingen tvivl om. Det skyldes nok, at det ikke er lykkedes at justere voldsomt på sengepladserne i den periode, og så er det trods alt en bedre hjælp end at blive sendt hjem," siger formanden for regionernes social- og psykiatriudvalg, Bent Normann Olsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), der er i udlandet.





