Højeste inflations­stig­ning i 24 år

Torsdag d. 10. jul. 2008 kl. 10:04 af krja, pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 10/7 2008; 17:02)

Maj 2008 _ juni 2008Juni 2007 _ juni 2008
Ændringer i alt0,33,8
Alkohol og tobak0,24,9
Tøj og sko_1,0_2,1
Boligudstyr0,02,3
Sundhed0,1-0,3
Transport1,24,9
Kommunikation0,00,1
Fritid og kultur0,00,8
Uddannelse0,03,6
Restauranter og hoteller0,34,9
Fødevarer0,59,4
Bolig0,34,4

Det gør ondt i danskernes pengepung, når de daglige indkøb skal klares. Pri­serne på fødevarer tordner op - og på et år er priserne på mad og ikke-alko­ho­liske drikke steget med 9,4 pro­cent. Det er den højeste stigning på et år siden august 1984, viser tal fra Dan­marks Statistik.

Prisstigningerne skyldes, at blandt andet brød og kornprodukter samt mælk, ost og æg er blevet dyrere.

Den samlede inflation i juni lå på 3,8 procent i forhold til samme måned sidste år.

I maj lå inflationen på 3,6 procent. Det nye tal dækker over store stigninger - men også fald. Eksempelvis faldt priserne på tøj og medicin med henholdsvis 2,1 procent og 0,3 procent.

Steget mere end forventet
Tore Damgaard Stramer, der er økonom i Danske Bank, siger, at fødevarepriserne er steget mere end forventet.

"Det er således især globaliseringens vinde i form af stigende olie- og fødevarepriser, der er med til at blæse inflationen i Danmark til himmels. De høje energi- og fødevarepriser er selvsagt beklagelige, men set med danske øjne er det især den stigende indenlandske inflation, der er bekymrende. Det indenlandske prispres er således taget kraftigt til i takt med de høje lønstigninger," siger økonomen.

Forstærker nedturen
Han peger på, at det historisk stramme arbejdsmarked er med til at presse lønningerne - og derfor virksomhedernes omkostninger - i vejret. Den regning sendes videre til forbrugerne i form af stigende priser.

"Det er bekymrende, da det kan betyde begyndelsen på en periode med mere vedvarende høj indenlandsk skabt inflation. Konsekvensen kan meget vel blive, at de danske virksomheder taber konkurrenceevne over for vores vigtigste og største samhandelspartnere. Det vil betyde et tab af markedsandele på eksportmarkederne, men nok vigtigst alt kunne bidrage til at forlænge og forstærke den begyndende nedgang, vi allerede nu kan se i de økonomiske konjunkturer herhjemme," siger Tore Damgaard Stramer.

Print artikelSend til en ven Del på facebook